Smukt og værdigt minde for krigssejlerne

Af Jarl Cordua 39

De danske krigssejlere har endeligt fået et værdigt mindesmærke i Ryvangen, hvor nationen siden krigen har æret de faldne i Danmarks modstandskamp mod nazismen. En stor tak skal gå til Frihedskampens Frednings- og Mindefond, der har æren for initiativet. Man kan kun undre sig over, at det tog så længe, men næppe noget, man kan laste fonden. Selve mindesmærket – en stor sort blank granitsten forestillende det dybe mørke hav med et trådkors, der udgør det for sigtekornet i Kriegsmarines torpedobevæbnede ubåde – er udført af kunstneren Per Arnoldi. Det fremstår i mine øjne ganske vellykket.

Hvad er det, man hylder? Det er de 6000 danske søfolk og 240 danske skibe, der efter besættelsen i 1940 valgte at sejle i allierede konvojer over Atlanten med krigsmateriel, råstoffer m.v. til det i første omgang enligt kæmpende Storbritannien. Flere af søfolkene ville egentlig helst kæmpe med våben i hånd, men efter Dunkerque og Frankrigs fald og indtil, at en allieret invasionsstyrke var på plads, så var behovet for soldater ikke så stort. Til gengæld var der mangel på erfarne søfolk, der kunne sejle i konvoj og derved holde briternes krigsindustri i gang. Formentlig var deres bidrag til de allieredes sejr det allervigtigste fra dansk side.

Umiddelbart er der ikke megen stjernedrys – hverken dengang eller nu – over at være krigssejler i sammenligning med for længst anerkendte helte som fx Spitfire-piloten Kaj Birksted eller soldaten Anders Lassen. Deres og andres heroiske indsats er sammen med modstandsbevægelsens velbeskrevet i både bøger og film. Det er anderledes med krigssejlernes mod og dåd. Hvad lavede de egentlig? De gik hverken rundt i uniform eller med maskinpistol. I stedet passede de deres arbejde som styrmænd, matroser eller kokke vel vidende, at de stort set hvert øjeblik kunne blive ofre for en torpedo uden hverken at kunne flygte eller kæmpe imod.

Som en krigssejler fortæller i Sven Arvid Birkelands bog ”Sænket af tyskerne” fra 2012:  ”Vi sejlede i seks år med forsyninger til krigen og vidste dag og nat, pludselig kunne der komme en torpedo, og et minut efter ville vi ligge i vandet (..). Om natten sov vi med kahytsdøren på klem og vores papirer i en vandtæt pose om halsen. Og var det kammeraterne på et ramt skib, der lå i vandet, måtte vi se dem kigge på os, mens vi sejlede bort. De øjne ser jeg for mig hver nat”.  Nogle overlevede torpedering, men skete det på Murmansk-ruten så overlevede man kun få minutter i det kolde vand. Det kunne også gå endnu stærkere: ”Sejlede vi med benzin eller ammunition, forsvandt skib og mandskab i et glimt”. Ca. 1850 danske søfolk betalte den højeste pris.

Det var Frode Jakobsen, der i en tale bemærkede, at det “ikke var gratis at deltage i modstandskampen”. Én ting er at overleve som modstandsmand indtil 4. Maj 1945 eller et ophold i KZ-lejr. En anden ting var at overleve som menneske i årene der fulgte i en tid, hvor diagnosen PTSD ikke var opfundet. Som ung matros så min far, hvad de traumatiserende oplevelser havde gjort ved mange af de gamle kolleger: Heftigt forbrug af stimulanser mv., der kunne dulme sindet og jage dæmoner og hyppige mareridt på flugt. ”Krigssejlersyndromet” kom det til at hedde og den høje pris var de pårørende også med til at betale.

Nu er der ikke mange tilbage i iive, som vi kan hædre, men i det mindste har de fået et værdigt monument.

39 kommentarer RSS

  1. Af Martin Jørgensen

    -

    Det er prisværdigt at danske søfolk som mistede livet under 2 verdenskrig får et mindested i Ryvangen.
    Men helt glemt har de aldrig været- der er rejst et mindeanker i Nyhavn for dem der måtte betale med livet som indsats.

  2. Af Jarl Cordua

    -

    Helt enig. Det er også derfor at jeg skriver “i Ryvangen”, der ligesom med tiden er blevet stedet hvor vi markerer nationens helte i modstandskampen.

  3. Af Flemming Lau

    -

    Mange er ikke bevidst om at bla de danske skibe, enten dannede for eller bagtrop i konvoyerne, hvilket var de mest udsatte positioner. Man er heller ikke bevidst om skrækken hos dem som arbejdede i maskinrummet, som udover chokket, og sprængte trommehinder, skulle finde lejderene i mørket, for at komme ud inden skibet sank. Hvis det lykkedes at komme på dæk, ventede det sorte dyb. Overfladen på bølgerne var tyk af stinkende olie der gav emfysem i lungerne. Eller også brændte olien skulder hals og hoved parti, til ukendelighed under stærke smerter. Endelig for at føje spot til skade, var der haj problemet. Larm tiltrækker hajerne, og de er ikke kræsen. Kan man forestille sig skrækken hvor ens kammerater, en for en skrigende af smerte, bliver trukket under overfladen for aldrig at vende tilbage til denne verden.

    Jeg har kendt en der overlevede 2 torpedo angreb. De overlevende havde mareridt resten af deres liv, så jo, det var på tide med mindesmærket i Ryvangen

  4. Af Maria Due

    -

    Trist, at der skulle gå så mange år, for i realiteten havde vi jo flere frihedskæmpere på havet end på landjorden, og mange af dem forliste flere gange. At dette ikke blev anerkendt, er en social skamplet.

    Men nu står der en både værdig, flot og smuk mindesten i Mindelunden. Den kunne også have stået ved Kronborg som en velkomst, en taknemmelig hilsen eller et foreløbigt farvel til alle søfolk.

  5. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels Peter Lerche

    http://natmus.dk/museerne/frihedsmuseet/status-for-genopbygning-af-frihedsmuseet/

  6. Af J Hanse n

    -

    AF JAN PETERSE N – 30. AUGUST 2017 20:54
    “Ikke alle har adgang til at besøge Ryvangen.”

    Slet ikke de søfolk som sejlede under krigen.
    De fleste af dem døde længe før nogen interessede sig for dem.
    De danske søfolk blev efter Anden verdenskrig hædret i Storbritannien, Sovjet og USA.
    Aldrig i Danmark.
    Mange af søfolkene havde lugtet lunten.
    Mange af dem kom aldrig hjem efter Anden Verdenskrig.
    De bosatte sig i byer som Antwerpen, New York, liverpool og San Francisko.
    Jeg begyndte med at sejle i ØK i 1972.
    Og nåede at sejle sammen med flere krigssejlere.

  7. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt er det vel logik for selv døde søfolk, at de – dødsikkert – IKKE har adgang til at nyde synet af nævnte mindesmærke. MEN jeg vil da stadig meget gerne se – bare et rimelig vellignende foto af kunstværket!

  8. Af J Hanse n

    -

    AF JAN PETERS EN – 30. AUGUST 2017 21:14
    “I øvrigt er det vel logik for selv døde søfolk, at de – dødsikkert – IKKE har adgang til at nyde synet af nævnte mindesmærke.”

    Logikken er, eller manglen på samme, er at mindesmærket først blev rejst over 70 år efter krigens afslutning.
    Og går man ind for at se mindesmærket for mere end 2000 døde søfolk, for at nyde synet?

  9. Af Jan Petersen

    -

    Nu er de 6000 søfolk, iflg blogindlæg, pludselig reduceret til 2000. Hvad bliver det næste? Få lidt hold på diverse fakta. Hvad de så ellers måtte være.

  10. Af Peter Oldenburg

    -

    Mindesmærket for krigssejlerne i Ryvangen:
    http://www.dr.dk/nyheder/indland/danmarks-glemte-soehelte-hyldes-med-mindesmaerke

  11. Af Hr. J H.

    -

    AF JAN PETERS EN – 30. AUGUST 2017 21:26

    Kan du ikke læse?
    Ca, 6000 danske søfolk sejlede under krigen.
    Ca. 2000 af dem omkom under krigen.
    Ud af dem som overlevede krigen er der ikke mange tilbage.

  12. Af Maria Due

    -

    Jan Petersen. Vi har forstået det, og du behøver ikke døgnet rundt at publicere, at du mangler enhver form for dannelse og især hjertets.

  13. Af Jarl Cordua

    -

    Jan. DU skulle se at få styr på fakta. 6000 sejlede – knapt 2000 døde.

    Prøv at anerkend at krigssejlerne faktisk har et monument ved Nyhavns mindeanker. Der blev i øvrigt lavet en meget heroisk film i 1948 med titlen “Støt staar den danske sømand”, der hædrede indsatsen: i øvrigt med Poul Reichhardt, Johannes Meyer mfl..

    Der ligger flere klip på You Tube:

    https://www.youtube.com/watch?v=uj4FQQHvKFY

    Se mere her: http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/16208.aspx?id=16208

  14. Af J Ha nsen

    -

    Cordua.
    Mindeankeret blev rejst efter en landsindsamling af penge til finanseringen.
    Det officielle danmark kan ikke siges at have taget initiativet til landsindsamlingen.

  15. Af Jan Petersen

    -

    Jeg har læst blogindlæg endnu engang og kan stadig kun se tallet 6000 danske søfolk på 240 skibe. Hvor tallet 2000 døde fremgår af teksten er mig stadig en gåde. Muligvis vises ikke hele teksten på min skærm!

  16. Af Søren Rasmussen

    -

    Måske Jarl Cordua skulle dykke lidt længere ned i denne historie.

    Citat fra Jarls indlæg:
    “Selve mindesmærket – en stor sort blank granitsten forestillende det dybe mørke hav med et trådkors, der udgør det for sigtekornet i Kriegsmarines torpedobevæbnede ubåde – er udført af kunstneren Per Arnoldi. Det fremstår i mine øjne ganske vellykket.”

    Trådkorset udgjore en vital del af de fleste visuelle våbensigtemidler på den tid – og kunne ligesågodt symbolisere bevæbningen af den Britiske Handelsflåde fra 1940.

    Der er mange interessante historiske facetter af Den Danske Handelsflåde og dens skæbne under WWII – for eksempel at A.P. Møller lod deres skibe arrestere i Engelske havne i stedet for at sende dem i Engelsk krigstjeneste ved Danmarks besættelse den 9/4/1940 – og senere gentog samme øvelse i USA havne efter angrebet på Pearl Harbour/Den Tyske krigserklæring den 7/12/1941.

    Søfolkene blev naturligvis frisat med hyre – og kunne tage hyre hos andre Danske rederier, der sejlede for de Vestallierede.

    De Danske civile søfolk tog de største Danske tab i menneskeliv under WWII – og det er mere end på tide at hædre dem for deres heroiske indsats.

    Vi undlader som sædvanligt at nævne DFDS som det Danske rederi, der tog de største tab i mistede skibe og mandskab.

    DFDS nød godt af Britiske krigsskadeerstatninger for tabt tonnage i perioden fra 1945-50.

  17. Af Maria Due

    -

    “Støt står den danske sømand” lader sig stadig se, og den er meget langt fra Hollywood og glamour af enhver art. Blandt andet måtte krigssejlerne længe kæmpe med de allieredes foragt for danskerne. Jeg mener at kunne huske, at filmen fik støtte af Rederiforeningen, og Corduas link oplyser, at den fik bistand fra Marineministeriet, Handels- og Søfartsministeriet, British Embassy, Copenhagen og Central Office of Information, London. For nogle år siden blev den solgt billigt i supermarkederne. Da krigen brød ud, sendte A. P. Møller som bekendt, hvor det lod sig gøre, sine skibe mod de allieredes havne og sin søn til USA, hvilket hr. Møller siden skrev en bog om.

  18. Af Jan Petersen

    -

    Nu fandt jeg sgu tallet ca 1850 døde, ok det er vel rimelig tæt på ca 2000 – undskyld forvirringen. Jeg er alt for fakta orienteret til ca tal!

  19. Af Flemming Lau

    -

    Apropos tal.
    Ca 6000 danskere omkom under krigen.
    Ca 2685 indenlands, kz-lejre Tyskland 600, krigssejlere 2000, arbejds ulykker og bombede i Tyskland 400 og 63 i allieret krigstjeneste.

  20. Af Maria Due

    -

    Ja, Flemming Lau, der er naturligvis tale om cirka tal, det siger sig selv, at anderledes kan det det ikke være. Den slags informationer er der altid en vis usikkerhed forbundet med. Prøv at se billedet fra klubben i Newcastle nederst på Nationalmuseets hjemmeside. Dette samlingssted er også med i filmen.

    http://allieret.natmus.dk/Krigssejlerne.aspx

  21. Af Flemming Lau

    -

    Marie Due.
    Tak for linket. Det vil jeg have i memmeren, når jeg ser filmen igen. Godt at Frihedsmuseets fik de reddet de fleste ting ud under branden. Jeg har tit tænkt på at de 5 forbandede år, var lang tid, for folk herhjemme. Men savnet for krigssejlere og dem i allieret krigstjeneste, og deres familier der overhovedet ikke kunne komme kontakt med hinanden i alle de år, må have været adeles rædsomt. Specielt ihukommet, hvor lost de unge idag er uden deres mobiltelefoner, blot for en times tid. Jeg har indset at jeg i mangt og meget er blevet for gammel, til tiden idag. Men de unges sociale afhængighed af teknologien, er et problem for udviklingen af selvstændighed. Hvor robuste er de, hvis vi møder mørke tider igen som fra’40-’45..?

  22. Af Helge Nørager

    -

    “War, war never changes”

    I forbindelsen med søkrigen 1941-1945. bør ikke glemmes en af dem som gav Danske handelsfartøjer ordre om at søge allieret havn

    “Henrik Louis Hans (von) Kauffmann (26. august 1888 i Frankfurt am Main – 5. juni 1963 i Skodsborg) var Danmarks gesandt i Washington i 1941 og underskrev “på kongens vegne” og med tilslutning fra landsfogederne i Grønland en overenskomst med USA om forsvaret af Grønland. Den gav USA ret til at bygge militære anlæg i den daværende danske koloni. Den danske regering protesterede mod overenskomsten, afskedigede Kauffmann og sigtede ham for landsforræderi. De danske generalkonsuler i USA erklærede sig dog solidariske med ham, hvorefter også de blev afskediget.”
    Kilde Wikipia.

    Krig er frygtelig i alle former, og for alle ofre.
    Krig bør undgås for enhver pris.
    Krigens sande pris og rædsler forties, af vindere og fortrænges af taberne.
    Hvil i fred alle ofre.

    War, war never changes.

  23. Af Gert Hansen

    -

    Som gammel sø- og shippingmand vil jeg påstå, at den danske befolkning generelt ikke er specielt ’sø-orienteret’.

    Det har altid ærgret mig at se, hvordan de danske søfolk under krigen stort set er blevet forbigået og ignoreret i offentligheden, når talen har været om Besættelsen og krigen i almindelighed. Det tjener bestemt ikke en gammel søfartsnation som Danmark til ære.

    Man taler derimod altid om ‘modstandsfolk’ og ‘modstandsbevægelsen’ på land, hvis indsats jeg for nogles vedkommende ikke vil underkende, men efter min mening står det generelt set ikke nær mål med hvad søfolkene måtte igennem.

    Det var også søfolkenes indsats under krigen der bevirkede, at Danmark for få år siden blev betragtet som en form for ‘allieret’, på Invasionskysten i Frankrig, hvor også nogle danske skibe og søfolk deltog. En sen anerkendelse som i alt fald den danske regering absolut ingen lod havde i, men derimod helt skyldtes indsatsen af danske søfolk i allieret krigstjeneste.

    Jeg kan i øvrigt anbefale Christian Tortzens firebinds værk ‘Søfolk og Skibe 1939-1945’, der nok er det bedste og mest autoritative der er skrevet om dette emne.

  24. Af Gert Hansen

    -

    Det er værd at huske, at den 9.4.40 blev den danske handelsflåde delt i to, nemlig dem der var ‘indenfor spærringen’, og kom under tysk kontrol, og dem der var udenfor og ikke under tysk kontrol. Det var således ikke den enkelte reders sympatier der var bestemmende for hvilken lejr hans skibe kom i, og i nogle tilfælde havde han skibe i begge lejre.

    Mange danske skibe under tysk kontrol kom til at sejle i ‘tysk tjeneste’, eksempelvis malm fra Sverige til Tyskland, hvor alternativet havde været at skibene var oplagte (med tab til følge for rederne) og søfolkene arbejdsløse. Jeg skal ikke dømme, om dette sidste havde været at foretrække.

  25. Af Dagmar Klæbel

    -

    De skal da ikke have nogen tak, for at stikke til søs, når nationen er allermest i nød.

    Folk, der bare sådan uden videre render af pladsen, når forholdene bliver en smule ubekvemme, er da ikke at regne for ordentlige mennesker.

    Man skal kende sin plads – og være der, når dér er brug for dét!

  26. Af Jarl Cordua

    -

    BEMÆRK: Tråden handler om Krigssejlerne og Monumentet i Ryvangen. Ikke alt muligt andet. Prøv at respektér det i jeres kommentarer. Så bliver de heller ikke slettet.

    Lige pludselig handler tråden om alt muligt andet end det som indlægget handler om. Man må skrive alt hvad man vil. Men det skal handle om emnet. Det burde ikke være svært at forstå.

    Piveri om redaktionen af bloggen slettes også.

  27. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos teksten:

    “Selve mindesmærket – en stor sort blank granitsten forestillende det dybe mørke hav med et trådkors, der udgør det for sigtekornet i Kriegsmarines torpedobevæbnede ubåde – er udført af kunstneren Per Arnoldi. Det fremstår i mine øjne ganske vellykket.”

    Som jeg skrev tidligere (indlæg slettet), hvor Googler man et vellignende foto af det der kunstværk?

  28. Af J Ha nse n

    -

    AF JAN PETE RS EN – 31. AUGUST 2017 19:39
    “Hele det der opstyltet cirkus om et mindesmærke”

    I forbindelse med fejringen af D-dag for nogle år siden, nævnte englænderne og franskmændene de danske krigssejleres indsats.
    Og de anerkendte til dels Danmark som en allieret på grund af denne indsats.
    Helle Thorning stod måbendeved siden af. Hun anede ikke, hvad de talte om.
    Men nogle fik så den ide, at det nok var på tide at rejse et mindesmærke.
    Nu da stort set alle krigssejlerne alligevel var døde.

  29. Af Jan Petersen

    -

    “Nu da stort set alle krigssejlerne alligevel var døde.”

    Formentlig en rimelig god forklaring på det fake show. Men Per Arnoldi har formentlig tjent kassen ved at forme en sort blank granitblok til et “kunstværk”, jeg stadig ikke er i stand til at Google et sølle foto af!

  30. Af Flemming Lau

    -

    Jan Petersen.
    Hvis jeg var dig, tog jeg ud og se mindesmærket.
    Da Arnoldi tonede frem på skærmen med sit værk, tænkte jeg ” Det var pokkers, der har han så’gu ramt plet!” Lave bløde sorte bølger, forårsaget fx af olie, eller blot det dybe truende men stille vand! Det er muligt jeg er farvet, men jeg tror faktisk ikke at nogen krigssejler fra den tid, ville have kunnet gå fra værket uden at være dybt berørt og til syvende og sidst er det vel det det handler om, så kommer vi andre i anden række!

  31. Af Jan Petersen

    -

    Flemming Lau, tro mig – jeg vil gerne se det kunstværk, men har altså ikke lige let adgang til at besøge Ryvangen. Derfor satsede jeg på en simpel Google image søgning. Men har stadig ikke været i stand til at finde ét eneste vellignende foto af kunstværket.

  32. Af J. Ha ns en

    -

    AF FLEMMING LAU – 31. AUGUST 2017 21:14
    “jeg tror faktisk ikke at nogen krigssejler fra den tid, ville have kunnet gå fra værket uden at være dybt berørt og til syvende og sidst er det vel det det handler om, så kommer vi andre i anden række!”

    Hvor mange af krigssejlerne lever idag?
    Nu da mindesmærket kommer med 70 års forsinkelse.

  33. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos – Smukt og værdigt minde for krigssejlerne – er der vel INTET af Danmarks officielle dunkle ww2 fortid, der kommer frem i lyset – før alle involverede . . . med statsgaranti er døde og væk! Det er vel ligesom hele pointen med fake news!

  34. Af Flemming Lau

    -

    Jan Petersen.
    Jeg tror ikke at et fotografi vil yde det nok retfærdighed. Nu kan jeg ikke huske om det var DR eller TV 2 ’s kamera mand der gik rundt og filmede det, men han havde tjek på det. Bare det at fange lyset på værket fra forskellige vinkler, gjorde det helt magisk.

  35. Af Flemming Lau

    -

    J. Hansen.
    Jeg er dig svar skyldig. Jeg kom dog med mine pilfinger forbi et site igår, hvor der var et hav af navne på krigssejlere. Selv om der var sort af kors, sjussede jeg mig frem til på 2 af siderne, omkring en 10- 12 stykker uden kors. Det overraskede mig egentligt for, da en matros på 15 år i 1945 jo idag ville være 87 år. En 15 årig matros i ’40 ville idag være 92 år. Min mor var fra den årgang og hun var åndsfrisk til det sidste for 2 år siden. Så det er ikke umuligt at flere end som så, får glæde af værket.

    Nu er jeg vokset op med bombebøsser og ankeret i Nyhavn. Hvorfor der skulle gå 72 år før at krigssejlere også blev en del af Ryvangen, forstår jeg faktisk ikke. Og hvorfor rederierne ikke forlængst har fået læderet op af baglommen, forstår jeg slet ikke. Men det siger derimod noget om, hvorfor at sømændenes forbund lod sig repræsentere af Møller-Hansen. Det var nok yderst påkrævet!

  36. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Jeg er ud af en udpræget søfartsfamilie fra Thurø,, hvor min far samt alle hans fire brødre samt flere af mine onkler var søfolk hele deres voksenliv, og lidt til. Nogle af dem inkl. min far startede som 14-årige på en skonnert og blev senere skibsførere. Andre af dem, startede som smedelærlige, og blev senere maskinchefer. Og ham, der desværre ikke kunne blive styrmand, fordi han var farveblind, tog en kokkeuddanelse for så også at stikke til søs. På den tid og på den ø var det simpelthen levevejen for de fleste. De sejlede bare det bedste de havde lært, og da krigen kom, blev de ved med at sejle, fordi det var den profession, som de var glade og stolte over, og som gav brød til deres familie derhjemme.

    Da krigen kom befandt de sig hver især på deres danske skibe forskellige steder på kloden, og andre langt udenfor deres egen indflydelse bestemte, hvor og med hvad, de under krigsårene skulle sejle. Hvis de ikke ville udsætte sig for farerne ved at sejle, var alternativerne i de allieredes område at blive interneret og dermed arbejdsløs, samt i aksemagternes område at gå i land og blive arbejdsløs. Det var ikke blot henholdsvis krigsmateriel og jernmalm, der blev sejlet med i de to krigsførendes interesseområder, men også almindelige fornødenheder til livets opretholdelse, herunder til/fra Danmark, hvor livet jo for almindelige mennesker skulle gå videre på trods af besættelsen. Der var f.eks. behov for import fra Polen og Tyskland af kul til el og varme, træ fra Nordsverige til byggeri, samt fosfat fra Norge til landbruget. Og i Norge kunne de svært brødføde sig selv, hvorfor den danske stat hjalp måtte yde nødhjælp til nordmændene i form af kød og mælkeprodukter.

    I blogindlægget beskrives meget korrekt de store risici ved konvojsejlads på Nordatlanten, og en af mine farbrødre overlevede som styrmand to torpederinger i det farvand. En anden farbror sejlede som maskinmester amerikanske tropper i Stillehavet, og undgik heldigvis torpedering. Begge blev efter krigen tilbudt amerikansk statsborgerskab, og tog imod det.

    Men risici ved sejlads i Skagerak og Østersøen var ikke mindre, og især ikke under de sidste par krigsår. Den vestlige Østersø og indre danske farvande var således nogle af de tættest minerede farvande under krigen, da både Tyskland og England udlagde/nedkastede miner, ligesom konvojsejlads til og op langs Norges veskyst indebar risiko for angreb af engelske fly og u-både. Og den risiko, som langt overgik konvojsejlads på Nordatlanten, var at anløbe en større Nordtysk havneby, herunder ikke mindste Lübeck og Hamborg (via Kieler kanalen). Min far løb disse risici for at passe sit job som styrmand på en dansk skib, og overlevede bl.a. anløb af Hamborg under et af de hyppige bombeangreb, som ved krigens slutning havde lagt 95% af hele havneområdet øde. Det har jeg kun respekt for, og selv når min far og hans brødre mødtes efter krigen, har jeg aldrig hørt dem diskutere, hvem som sejlede hvor og med hvad under krigen, men kun gensidig respekt for deres respektive, farefulde sejladser, samt at de alle slap levende igennem krigen. Som havde de bare alle været ude på stormfulde sejladser, og sluppet velbeholden hjem igen.

    De søfolk, som blev hårdes ramt af krigen, var faktisk ikke de som sejlede, men de, som uheldigvis opholdt sig i Sydøstasien ved krigens start, og som endte i japanske fangelejre. De vendte hjem som psykisk og fysisk menneskelige vrag med langt værre traumer end natlige mareridt om U-bådsangreb.

    De søfolk, som sejlede og i mange tilfælde forliste under konvoj sejlads på Nordatlanten har da bestemt fortjent et mindesmærke. Men at det opstilles nu 72 år efter krigens slutning er patetisk, og i værste fald politiseret. For såvel besættelsestidens regering som for den befolkning, den repræsenterede, var reaktionen på krigen nødvendigvis, og derfor også fornuftigvis “grå”, og kun for de færreste “sort og hvid”. Og nu tre menneskealdre efter krigens afslutning ville det være mere rimeligt, at vi som land endelig erkendte besættelsestidens langt mere nuancerede billede, end vi nu opstille et mindesmærke over, de, som blot efter omstændighederne endte med at få tildelt en “hvid” rolle.

    I Sønderho på Fanø er der en smuk og stille mindepark for de mange lokale søfolk, som i tidens løb er omkommet på havet, mens de udførte deres hverv, herunder også min oldefar, som i sin tid forliste med sin skonnert i en vinterstorm. Sådan synes jeg mere værdigt man også burde have mindet senere forliste søfolk.

    Dette skrevet i respekt for min far, som mødte krigen på havet under dansk flag, fordi han var sømand.

  37. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos blog overskriften “Smukt og værdigt minde for krigssejlerne” – hermed min tak til JØRN STRAND NIELSEN – for et rigtig flot og indlevende debat indlæg!

  38. Af Finn Bjerrehave

    -

    Krigssejlerne , eller danske søfolk på de allieredes skibe under krigen 1939-1945, og disse stoute mennesker som indtil sidste år, har været holdt ud i strakt arm, kommer endelig i hus,som man siger to late,and why. ????????
    Jeg har fulgt og læst om disse sømænd i de sidste 50 år, og aldrig forstået hvorfor deres indsats var non grata, og først nu hvor få stadig er i live, skal denne politiske streg på Mindetavle, og smerten er stor.
    Vores helt Anders Lassen opførte sig som en Elefant i en glasbutik iflg Thomas Harder i bogen Anders Lassens krig, hvor Extasy var drivmidlet, og den ikke militære diciplin-uddannelse var konfliktfladen til de Engleske officerer, og selvmordet ved egenhændigt i det Græske at prøve med maskinpistol at nedkæmpe 5 Tyske maskingeværreder.
    Arme historie. Finn Vig

Kommentarer er lukket.