Politikere som Thyra Frank kan spille offerkortet

Af Jarl Cordua 21

 

Ældreminister Thyra Frank fra Liberal Alliance kom forleden lidt i modvind i pressen og hos regeringens politiske modstandere. Ministeren blev efter et interview med TV2 søndag kritiseret for sine noget uldne svar mht., hvad hun vil gøre ved de store problemer, som TV2 den seneste uge har dokumenteret, at der findes på nogle plejehjem.

Ministeren mente, hvad sandt er, at ansvaret for ældreplejen ligger ude i kommunerne. Problemet var imidlertid at Frank samtidig fik skabt det indtryk, at hun ikke kunne gøre noget ved problemerne. Hendes hænder var bundet. Dermed blottede ministeren sig for kritik. For hvorfor er Frank så ældreminister? Næppe et holdbart synspunkt i mange vælgeres øjne, og dermed stod Frank også usædvanligt ”godt for hug” set med oppositionens øjne. Dertil kommer at ministerens parti Liberal Alliance har en politisk dagsorden om beskære den offentlige sektor. Alle stjerner stod perfekt til en vellykket kalkunjagt mindre end en uge efter regeringens tiltræden.

Franks ministerområde er en lille filial under Sundhedsministeriet, der begrænser sig omtrent til at bedrive opsyn med kommunernes servicering af ældrepleje både i private hjem og på plejehjem. Dertil kommer naturligvis, at regeringen – og Frank med den politiske pondus hun måtte udøve i den henseende – er med til at fastlægge de økonomiske rammer for kommunernes ældrepleje samt for regler og standarder. Det begrænser manøvrerummet, som ministeren har for at være politiker i. Og det gør det nemt at udstille enhver ældreminister, som politisk impotent kransekagefigur.

Men heldigvis for Frank har hun en folkelig profil, der ægger til andres omsorgsgen. Hun bryder fuldstændig med forestillingen om den slebne, kalkulerede og magtudøvende scient.pol.-politikertype, som Slotsholms-sumpen i den folkelige forståelse er fyldt op med. Det kom ministeren til gavn på de sociale medier, hvor Frank pludselig blev set som en anden Jeanne D’ Arc til genetablering af det egentlige folkestyre før det blev overtaget af DJØF. Borgerlige meningsdannere, der ellers ikke tidligere har lidt af udpræget øllebrødsbarmhjertighed overfor urutinerede SF-politikere, der tidligere på bedste Bambi-beskub har udstillet deres amatørisme, slog nu et slag for den djærve Frank, der dog lige måtte have en chance før Christianborgs glubske ulvekobbel af sjælløse kritikere kastede sig over hende. De blev bakket op fra uventet kant, nemlig fra Alternativets René Gade, der mener, at Frank var blevet offer for Christiansborgs ”syge nulfejlskultur”, der ødelægger folkestyret.

Hertil kunne man indvende, at ingen har tvunget Thyra Frank at sige ja til at blive minister. Det ville nok også have hjulpet på hendes sag, hvis hun havde forberedt sig lidt bedre inden interviewet. For eksempel ved at have formuleret en politik på området, som hun kunne have præsenteret ved den lejlighed. Det har hun så fået siden. Den er utvivlsomt formuleret og skabt med god hjælp af hendes embedsmænd, som sikkert har store røde ører, da de prisgav deres minister og sendte hende ud foran TV2s journalister uden fornuftige svar.

Læren fra sagen med Frank er, at ældreministeren er en sympatisk og autentisk politikertype, som når hun fremover kommer under beskydning for uklare svar kan trække offerkortet, og mobilisere en reserve blandt folk, der i offentligheden kan tage hende i forsvar overfor kritikere og presse.

 

 

 

 

21 kommentarer RSS

  1. Af Niels Hansen

    -

    Thyra Frank mener ikke, at det er nødvendigt at tilføre flere penge til de ældre. Plejehjemmene skal bare ledes bedre, siger hun.

    Når hun fortæller solstrålehistorien fra ’sit’ private plejehjem, drevet med kommunalt tilskud, så glemmer hun at fortælle, at hendes plejehjem fik bevilget 25% mere end alle de andre kommunale plejehjem. Så er det klart, at der bliver råd til lidt mere fest og farver.

    Meget kan man kalde Thyra Frank – men offer????

  2. Af Jarl Cordua

    -

    Ja i den forstand at hun er blevet offer for det nogen mener er uretfærdig kritik. Der ligger jo et andet indlæg her på b.dk, der hævder det. 🙂

  3. Af Søren Andersen

    -

    Grundlaget for afhøringen af Thyra Frank, udført af en TV2 journalist, var en underholdningsudsendelse, kaldet 19. nyhederne, hvor TV2 fremviste op til flere ældre som havde våde bleer, fordi personalet ikke havde hjulpet dem på toilettet.
    I underholdningsudsendelsen , undrede TV2 sig ikke over at personalet hellere ville bruge skønsmæssigt 1 time på at vaske og skifte tøj fra yderst til inderst på en borger, fremfor at bruge 10 minutter på et toiletbesøg.
    At Thyra Frank på forhøret var, at det er kommunernes ansvar, syntes ikke for TV2 at være relevant.
    At socialdemokraterne og aflæggerpartiet DF tilslutter sig kritikken af ældreministeren, er vel helt forventeligt. De to socialdemokratier mener jo at have patent på ældre medborgere.

  4. Af Helle Walther

    -

    Når man siger ja til ministerpost, siger man ja til et liv i politik på godt og ondt. SRSF regeringen fik det hårde skyts fra dag et, sær HTS. Ingen kære mor der, og Venstre var de værste sammen med visse kommentatorer.
    Thyra Frank, var en omsorgsfuld leder af et privat plejehjem, pressen højnede hende. Så kom hun i FT i 20111, hun var helt usynlig og blev ikke genvalgt 2015. I går hørte jeg hende i en spørgetime, og ja det er da sødt at sige, klippekort, og god mad, så var TF glad. Hun brænder for det, at gøre det bedre på plejehjemmene, siger hun, og det betvivler jeg ikke, men kalde hende offer, nej, hun ligger, som hun har valgt. Hun får høj løn for jobbet, og det kræver svar fra dag et, sådan er det for andre, sådan er det for hende.
    Som helhed mener jeg godt nok de nye LA ministre, er vendt 180 gr. på alle deres mærkesager, det begynder at virke komisk. K har klaret sig noget bedre. Men jeg spår ikke den nye trekløver regering lang levetid.

  5. Af Helle Walther

    -

    Når man siger ja til ministerpost, siger man ja til et liv i politik på godt og ondt. SRSF regeringen fik det hårde skyts fra dag et, sær HTS. Ingen kære mor der, og Venstre var de værste sammen med visse kommentatorer.
    Thyra Frank, var en omsorgsfuld leder af et privat plejehjem, pressen højnede hende. Så kom hun i FT i 2011, hun var helt usynlig og blev ikke genvalgt 2015. I går hørte jeg hende i en spørgetime, og ja det er da sødt at sige, klippekort, og god mad, så var TF glad. Hun brænder for det, at gøre det bedre på plejehjemmene, siger hun, og det betvivler jeg ikke, men kalde hende offer, nej, hun ligger, som hun har valgt. Hun får høj løn for jobbet, og det kræver svar fra dag et, sådan er det for andre, sådan er det for hende.
    Som helhed mener jeg godt nok de nye LA ministre, er vendt 180 gr. på alle deres mærkesager, det begynder at virke komisk. K har klaret sig noget bedre. Men jeg spår ikke den nye trekløver regering lang levetid.

  6. Af Niels Juul Hansen

    -

    Ja, Ole Birk Olesen er da vendt 180 grader. 🙂

  7. Af Troels Andersen

    -

    Pressen er komplet uduelig, hvis ikke direkte korrupt, hvis det er korrekt, at Thyra Franks plejehjems madbudget var 50 % højere og driftsbudgettet 20 % højere end de øvrige plejehjem i kommunen.
    Hvorfor skrive om Trump, hvis bedrageriet er så absurd i Danmarks politiske system?
    Med væsentligt flere ressourcer og uden at dokumentere noget, kan enhver idiot lege karismatisk leder og udskænke champagne til de gamle.

  8. Af M Hansen

    -

    Og ja – selv om plejehjemmet var privat var det kommunalt finansieret- og kunne takke være en lav leje bruge ekstra på beboerne end andre plejehjem.
    Samtidig var der mulighed for, takket været en særlig ordning at søge om ekstra tilskud på grund af reglen om fri-plejehjem.
    Så altså helt andre økonomiske rammer end andre plejehjem- så derfor er det forkert at pege på at det kun er spørgsmål om bedre ledelse.

  9. Af Peter Theisen

    -

    Stakkels Thyra Frank. Hun har knapt nok nået rundt til de ansatte i ministeriet før hun udbedes en forklaring og holdning til det svigt på landets plejehjem, som TV2 har udstillet. Siger hun hvad hun mener, er hun en naiv amatørpopulist. Giver hun det professionelle svar, er det ren newspeak.
    Thyra Franks egentlige problem er at hun har fattet de gode sider ved liberalismen, det kognitive værdisæt, funderet i det frisindede, det tolerante, det ikke-bureaukratiske. Men ikke en brik i det materialistiske værdisæt; minimalstaten, dyrkelsen af individualismen, det store trickle down fatamorgana. Havde hun det havde hun aldrig endt på den plads hun nu indtager – between a rock and a hard place.

  10. Af Kim Sørensen

    -

    At ministerområdet er trukket ud af den blå luft, har selvfølgelig ikke ligefrem gjort tingene lettere for Frank. Deri har Cordua da bestemt en pointe. Men fremstillingen af hende, som særligt autentisk og med mulighed for at trække på en bred folkelig opbakning, virker ærligt talt absurd. I Wilke-målingen, foretaget umiddelbart efter regeringsdannelsen, klarede hun sig ganske vist bedst, blandt ministerholdet fra LA. Men det var jo ikke fordi Frank klarede sig “godt”. På en skala fra 0 til 10, vurderede respondenterne hendes troværdighed til 5,1 og i forhold til lignende målinger, placerer det hende et sted mellem bilforhandlere og ejendomsmæglere. Man skal heller ikke glemme, at folket sådan set stemte hende ud af Folketinget i 2015. Så objektivt set, kan hendes folkelige opbakning og mandat vist være på et meget lille sted.
    Derfor ved jeg heller ikke rigtigt, hvad man skal bruge Corduas “analyse” til. Det ville i hvert fald være befriende, hvis meningsdannerne/kommentatorerne kunne løsrive sig fra ekkokammeret, hvor deres personlige Twitter-netværk fungerer som primærkilde til fantasterierne.

    • Af Jarl Cordua

      -

      Du har vist ikke læst hvad jeg skrev. Det sagen drejer sig om er, at TF tilsyneladende kan mobilisere folkelig opbakning, når hun angribes eller kommer under pres. Du forsøger at lave en stråmand her og får mig til at fremstå som om, at jeg hævder noget, jeg aldrig har hævdet. Dit sludder om mit “Twitter-netværk” og “ekkokamre” understreger bare, at dit indlæg vist handlede om at komme af med dine fordomme om, hvad jeg er for en person. Undlad venligst det i fremtiden, tak.

  11. Af P Christensen

    -

    Et grundlæggende problem er, at det kommunale selvstyre forlængst er forsvundet.
    EU har hånd- og halsret over staten Danmark, og begge førnævnte har ditto over kommunerne.
    Skatterne er gennem årtier gået op og servicen er raslet ned.
    Et problem der ikke kan løses med privatisering,
    da det skyldes at kommunerne idag skal tage sig af ting,
    de færreste havde forventet for 50 år. Herunder forsørgelse af masser udefra.
    Vi har idag verdens dyreste discountsamfund takket være årtiers uduelige politikere
    der enfoldigt har afgivet vor velfærd og egenbestemmelse.
    Også den seneste regering er et marionet-teater.

  12. Af jens jensen

    -

    En blå der skulle bekymre sig om de ældre? Nu har man hørt det med..Verden er af lava, som det visst var Shakespeare der sagde….Hun er fuldstændig uegnet til posten…Allerede beskylder hun kommunerne for hendes eget ansvar. Det ender med at hun beskylder de ældre selv….

  13. Af Finn Bjerrehave

    -

    Udfordringen ble som både små børn og ældre bruger, hvor hurtigt kan vi få vasket numsen og en ny ble, kan man lovgive på dette område, og hvem tør give det rigtige svar.
    Lotte er nedlagt, og Thyra som god kærlig leder, er nok ikke det som man kan kalde en politiker, som kun skal tænke på 90 mandater , og slagsmål er godbidder til politiske modstandere, endda dem som med ansvaret tidligere, ikke fik løst opgaven.
    Kun folketinget skal have flere ansatte. Finn Vig

  14. Af Inge Petersen

    -

    Hold da op for pokker. Lad dog Thyra Frank få lov til at komme i gang. Hun havde jo knap nok fået lagt overtøjet og sagt goddag i sit kontor før hun bliver bebrejdet, at hun ikke var mødt til at samråd, smart indkaldt af oppositionen men uden at man giver hende besked. ! Derefter bliver hun nærmest trængt op i en krog af overemsige journalister og gennemheglet med mere eller mindre tåbelige spørgsmål, og da hun fuldt korrekt i kampens hede henviser til, at det er kommunernes ansvar at sørge for ordentlig behandling af de ældre på landets plejehjem, så bliver hun nærmest verbalt flået af en grønskolling som Astrid Krag. Det er dog en utrolig opførsel. Nu må det stoppe.

  15. Af Kalle Quist

    -

    Husk på nu de politikere som uden blusel har valg at udnævne Thyra Frank som deres nyttige idiot.

    Lad os håbe det giver bagslag så det kan mærkes.

  16. Af Niels O

    -

    Niels Juul Hansen – 8. december 2016 9:18

    Hverken Ole Birk eller Lars Sejer er længere ejere af 180grader. Det er efter, at sitet nærmest er blevet kapret af bodeganationalister. Ligeledes er det i øjeblikket ikke muligt at melde sig som ny debattør.

  17. Af jens petersen

    -

    Det er en smule komisk at Jarl Cordua brokker sig over at nogle her bygger stråmandsargumenter, når hele hans blog er et stort stråmandsargument. Thyra Frank har ikke været ude og spille noget offerkort. At der så er andre der har været ude og påtale den lange række personangreb der har været – specielt på LA politikere som vist er noget af en rød klud på de der frygter at nogen skulle være så sjofle at påpege at indsats og moral også er en forudsætning for en velfungerende offentlig sektor, og tænk hvor en skandaløs udtalelse det er Thyra Frank er hængt ud for.

    Tænk at mene at de mennesker der er ansat til at tage sig af ældre medborgere og de direkte ansvarlige bør klare ting som bleskift og brusebad uden at der skal lovgives om det.

    Tænk at en politikker siger at hun ikke vil detailregulere, men inviterer til dialog om uhensigtsmæssigheder i lovgivning og administration. Sikke en skandale at en politikker jager substans og ikke overskrifter!

  18. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels O

    “Det er efter, at sitet nærmest er blevet kapret af bodeganationalister.”

    Jeg synes godt nok, at de har oversvømmet de fleste debatfora, inklusive velrennomerede medier som Berlingske og JyllandsPosten.

  19. Af Kim Sørensen

    -

    Hej Jarl

    Jamen så oplys mig da.

    René Gades statusopdatering er det eneste eksempel på Thyra Franks mobiliserede opbakning, du besværer dig med at nævne i teksten. Det lavede han ganske vist ikke på Twitter, men på Facebook. Men man kan sgu da ikke kalde den slags internt Christiansborg-rygklapperi for “folkeligt”. Thyra Frank har aldrig været nogen stemmesluger for LA og vælgerne skyder som sagt hendes troværdighed, nogenlunde på niveau med brugtvognsforhandlere. Så hvad er det egentlig for en folkelig opbakning, TF er lykkedes med at mobilisere?

    Det kan da godt være, jeg bare en brovtende plebejer, der hverken har forstand på kartoffelsalat eller politik. Men jeg har i det mindste forsøgt, at forankre mine påstande i fakta.

  20. Af Kim Sørensen

    -

    Så er der kommet en ny måling, der undergraver Corduas påstande om Thyra Franks evne til at mobilisere folkelig opbakning.
    http://www.bt.dk/politik/danskerne-dumper-thyra-frank-i-ny-m-ling-hun-kan-ikke-forbedre-ldreplejen

    Det kan godt være Cordua føler sig trådt over tæerne, når man kritiserer hans analyser og beskylder ham for at sidde i et ekkokammer. Jeg bryder mig da heller ikke om kritik. Men når hans såkaldte analyser, ligger i direkte modstrid med de forhåndenværende data, er kritikken vel ikke urimelig?

Kommentarer er lukket.