Drop al udenomsnak: Hvad vidste Støjberg? 

Af Jarl Cordua 37

Venstrepolitikere mfl. slår fortsat ring om Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, som er under mistanke for bevidst at ignorere embedsmænds advarsler, da hun sidste år gav en ”instruks” i en pressemeddelelse til sine embedsmænd om at administrere imod lovgivningen.

Senest har Venstres Jan E. Jørgensen forfattet et forsvarsskrift, der hviler på flere præmisser. Især den kendsgerning, at det på det foreliggende grundlag ikke kan bevises, at ministeren har brudt ministeransvarlighedsloven. At beviser ikke er fremme i lyset, kan skyldes det faktum, at regeringen ikke vil åbne bøgerne, sådan at det i offentligheden kan afklares, hvorvidt der ligger et notat fx i Justitsministeriet, der beskriver, hvordan juristerne der forholdt sig til Støjbergs ”instruks” til sit embedsværk. Hvis Justitsministeriet forholdt sig til sagen, så ville svaret have været klokkeklart: Det er ulovligt. Hvad var i så fald Støjbergs svar, da hendes egne embedsmænd meddelte hende dette? Rend og hop?

Når regeringen fortsat, til trods for, at Politiken har gravet oplysninger frem om, at Justitsministeriet faktisk blev indblandet, vægrer sig imod at blotlægge sagen for offentligheden, så lægger det til den i forvejen udbredte stærke mistanke, at den ganske populære minister dengang følte, at hun kunne gå på vandet og derfor beordrede en administration, der kolliderede med landets love. Det fortaber sig også i det dunkle, hvad der skete på et møde mellem ministeren og hendes embedsmænd, der medmindre. at de er notorisk inkompetente naturligvis advarede ministeren om, at hun nu bevægede sig ud på dybt vand.

Jan E. Jørgensen har imidlertid kigget ministeren dybt i øjnene og spurgt, om hun har pålagt sine embedsmænd at administrere i strid med gældende dansk og international ret – og svaret var nej. Tillid er godt, men kontrol er bedre, mente både Lenin og Reagan. Med al respekt for ministerens tro og love-erklæringer overfor sin partifælle, så står samfundet i længden sig bedst ved, at offentligheden om nødvendigt kigger magthaverne direkte i kortene.

Folketinget behøver faktisk ikke at nedsætte en kommission, der arbejder i flere år og med omkostninger til et trecifret millionbeløb. Regeringen kan bare give pressen tilladelse til at se sagens akter, så de kan komme for en dag. Ansøgningerne er for længst både afsendt og modtaget i ministerierne. Så hvorfor denne maskerade? Er det, fordi man frygter, hvad der kan ligge af ubehagelige notater, der vil tvinge et folketingsflertal og statsministeren til at afskedige ministeren og med tiden måske indlede en rigsretssag? Det vil hverken tjene Venstres og dem, der ønsker den strammeste udlændingepolitiks sag. Så hellere låg på og populistisk spinsnak om ”barnebrude”, som alle er enige om er noget skidt, der ikke kommer denne principielle sag ved.

Jørgensen konkluderer, at Støjberg ikke skal gå af. Giver det mening, som Støjbergs partifælle og MF at mene det modsatte, så længe ingen beviser foreligger? For i modsat fald ville der ikke længere være 90 mandater, der står bag Støjberg, og så står regeringen i en krise udløst af Jørgensen.

Man aner tillige Jørgensens forbehold i indlægget, hvor han glatter ud, hvor han kan og beskriver ministerens erkendte fejl. Det kan imidlertid ikke skjule, at forsvaret står og falder med, at evt. belastende materiale forbliver bortgemt i de lukkede skuffer.

37 kommentarer RSS

  1. Af P Christensen

    -

    Om nogle folketingspolitikere vil overholde en lov – eller kræver en anden lov overholdt af andre – afhænger helt af partifarve og emne.
    Det er et område med rigeligt af eksempler på hykleri.

    http://politiken.dk/indland/politik/politikfakta/art4816663/SKRIV-G%C3%A5r-politikere-for-vidt-n%C3%A5r-de-vil-skjule-afviste-asylans%C3%B8gere

  2. Af René Sørensen

    -

    Hun gjorde det for landets skyld.

  3. Af Kim P Olsen

    -

    Enig!
    Uanset sagens øvrige omstændigheder, kan en minister ikke sidde ulovlig forvaltning overhørig.

  4. Af Christian Petersen

    -

    Det tjener ubetinget landet bedst, hvis ministeren overholder loven. Hvilket ikke skete i denne sag. Ellers leder det til koruption og magtfordrejning.
    I øvrigt har jeg svært ved at se landet interesse i at adskille unge mennesker fra hinanden mod deres vilje!

  5. Af r. vangkilde

    -

    VENSTRES UDSKIFTNINGS BÆNK, – Løkke læg time out kortet, regeringen har brug for en jurist
    for udlændinge og integration, som også kan udtrykke sig mere diplomatisk, så prøv M. Knuth.
    Integration debatten i folketinget ligner et spurt opgør som i tour de France, hvor hele feltet
    vælter på målstregen.

  6. Af peter kocsis

    -

    Støjberg betragter åbenlyst sine tilhængere som idioter, og hvis de ikke selv kan se det, har hun ret.

  7. Af Christian Petersen

    -

    Den fremstilling der her gives af de unge par som en selsuelt mindreårig pige (under 15år) og en ældre mand passer slet ikke med de konkrete sager, hvir parrene blev adskilt. Du udtaler dig uden at kende til sagerne – medmindre du da bare bare prøver at lede opmærksomheden væk fra Støjbergs magtfordrejning og regeringens og DFs efterhånden ganske åbenlyse forsøg på at dække over det!

  8. Af peter kocsis

    -

    Karl Nielsen tror at alle flygtninge er voldtægtsmænd…

  9. Af karl nielsen

    -

    Hvis pigen er 17 og har et barn på 4-5år, så har hun været udsat for en pædofil voldtægt!
    Og ægtemanden er et pædofilt svin!

  10. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt en blog på JP.dk over samme emne, men med en lidt anden overskrift og indhold. Læs begge blogs og drag egne konklusioner:

    “Når I er færdige med at skrige over Støjberg – her er den virkelige skandale”
    http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/runeselsing/ECE9702042/naar-i-er-faerdige-med-at-skrige-over-stoejberg-her-er-den-virkelige-skandale/

  11. Af Jesper Lett

    -

    Logikken i kommentarfeltet er entydig:
    Hvis man fastholder, at ministre skal overholde loven, og spørgsmål herom er vigtige at komme til bunds i,
    – så er man ikke en ægte borgerlig, og
    – man kan ikke samtidigt mene, at pædofili er en vederstykkelighed, der fortjener selvstændig opmærksomhed.

  12. Af Jan 'weichardt

    -

    Nu er Jan E. Jørgensens lyst til at indgå i en debat i denne sag ikke så stor, at det er muligt at få optaget et kritisk indlæg på hans blog.

    Men så kan jeg jo gentage det her i håb om at nogle vil forholde sig til andet end de spinargumenter som Cordua allerede har pillet fra hinanden.

    “Hvorfor omtaler Inger Støjberg og hendes ministerium officielt 17 gange at der er udsendt en instruks for så at ændre det i et af samrådene til at det bare var en “pressemeddelelse” der blev ændret til at være en “instruks”?

    Hvorfor prøver Inger Støjberg og Venstre at få det til at fremstå som om at dem som kritiserer Inger Støjbergs embedsførelse er tilhængere af pædofili? Kan det ikke også blive for lavt?

    Hvorfor prøver Inger Støjberg at få det til at se ud som om at man ikke behøver at tale sandt i en pressemeddelelse eller i §20-spørgsmål, når nu hun alligevel bagefter er nød til at bekræfte at en minister altid skal tale sandt?

    Hvorfor prøver Inger Støjberg og Venstre at få det til at se ud som om at en klar ordre om at man “ubetinget” skal adskille udenlandske ægtepar uden partshøringer til at være lig med den praksis som myndighederne har anvendt i årtier blot for at forplumre en debat og få involveret tidligere socialdemokratiske ministre?

    Hvorfor vil Inger Støjberg ikke fremlægge oplysninger om, hvorvidt hun før eller efter sin instruks/pressemeddelelse har modtaget advarelser fra embedsmænd i eget ministerium eller justitsministeriet?

    Og hvis der virkelig ikke er nogen der har advaret mod en praksis som Ombudsmanden efterfølgende har erklæret for at været et klar brud på loven, hvorfor skal det så ikke have konsekvenser i ministeriet?

    Og når nu Ombudsmanden har erklæret stærk kritik af Inger Støjbergs ændringer, hvorfor forsøger Inger Støjberg og Venstre så at få det til at fremstå som om at Ombudsmanden – som følge af ministeriet ikke har taget referater fra vigtige møder, ikke har taget notater af vigtige telefonsamtaler og i det hele taget har gjort alt for at der ikke findes skriftligt materiale som Ombudsmanden har kunne få udleveret – mener at ministeriet ikke har haft til hensigt at bryde loven. For du af alle – med din juridiske baggrund – ved jo at han jo ikke har anden mulighed end at bruge det som udgangspunkt, da han jo ikke selv har mulighed for at foretage afhøringer.

    Og endelig – hvorfor prøver Inger Støjberg og Venstre at få det til at se ud som om at hun med sin nye instruks, som åbenbart ikke medførte nogen ny praksis, da der jo ikke blev udsendt nogen ny instruks og ikke skete nogen reel ulovlig administration, at der alligevel blev opnået store resultater (4 piger der ikke ville flytte tilbage (!) til deres ægtefæller).

    Så hvor længe vil Venstre kunne leve med at man har en minister der ikke alene har ville skabe et billed i befolkningen af en situation men som nu erklærer at hun ikke talte sandt fordi det ikke er helt nødvendigt og som i stedet for at fremlægge alle kendsgerninger er mere optaget af at beskylde alle andre for de mest uhyrlige påstande? Er det virkelig udtryk for hvad man kan forvente af et liberalt parti?”

  13. Af Thomas Jensen

    -

    Citat Jarl Cordua: “Det fortaber sig også i det dunkle, hvad der skete på et møde mellem ministeren og hendes embedsmænd, der medmindre. at de er notorisk inkompetente naturligvis advarede ministeren om, at hun nu bevægede sig ud på dybt vand.”

    Der findes to muligheder:

    Hvis embedsværket har advaret ministeren, har hun bevidst administreret i strid med dansk lov. Hvis det er tilfældet burde hun vippes ud.

    Hvis embedsværket ikke har advaret ministeren er de ekstremt inkompetente og burde skiftes ud på stedet. Ministeren har dog igen og igen udtalt, at hun har fuld tillid til sine embedsfolk. Hvis hun som minister har tillid til en flok inkompetente embedsfolk, må hun selv være enten ligeglad med lov og ret eller ligeså inkompetent som hendes embedsfolk. Derfor bør både hun og embedsfolkene vippes ud.

    Det korte af det lange er, at hendes handlinger er en skændsel for lov og ret. Men da hun har 90 mandater bag sig er det ligegyldigt.

    I stedet bliver vi spist af med en masse ævl om bekæmpelsen af barnebrude, som jo åbenbart er vigtigere end dansk lov og ret. Men desværre skyndte Inger Støjberg sig jo at rette ind og genindføre den individuelle vurdering, da der kom en politisk sag ud af det her. Hendes politiske karriere er for hende så åbenlyst vigtigere end den automatiske adskillelse af barnebrude fra deres ægtefæller, som hun fik sat i værk “af hensyn til de stakkels børn”.

    Så alle de bloggere, der er forargede over, at der skal foretages individuelle vurderinger, burde føle sig eklatant svigtet af Inger Støjberg. Men den detalje lader til at være gået Ingers fortalere forbi.

  14. Af Niels Larsen

    -

    Ligegyldigt hvad, så er der

    1. Flertal bag Støjberg
    2. Rimelighed i at genere muslimerne mest muligt for at afskrække flest muligt i at komme hertil.

    Derfor er diskussionen egentlig ligegyldig.

  15. Af J Nielsen

    -

    “Så hvor længe vil Venstre kunne leve med at man har en minister der ikke alene har ville skabe et billed i befolkningen af en situation men som nu erklærer at hun ikke talte sandt fordi det ikke er helt nødvendigt og som i stedet for at fremlægge alle kendsgerninger er mere optaget af at beskylde alle andre for de mest uhyrlige påstande? Er det virkelig udtryk for hvad man kan forvente af et liberalt parti?”

    Jeg mener at Venstre gang på gang viser sig som et parti der vil blæse på lov og ret. Det er ikke begrænset til Støjberg. Det er simpelthen kulturen i det parti. E Kjær Hansen sagen var heller ikke for køn. Den næste sag, med E Lunde Larsen, er undervejs.

    Det her er ikke en svipser. Politisering af embedsværket og sjofling af Folketinget er modus operandi, og det vil det være i hvert fald så længe Venstre har den ledelse de har nu.

  16. Af E. Didiriks e n

    -

    En minister skal overholde lovgivningen.
    Er hun uenig i lovgivningen. Så må hun arbejde på at ændre den.
    Støjberg må fyres.
    Man er i øvrigt meget naiv, hvis man tror, at Støjberg interesserer sig for disse såkaldte barnebrude. Og deres ve og vel.
    Det gør hun ikke overhovedet.
    Og Støjberg sender jo uden nogen form for skrupler børn hjem til tortur og død.
    Men her var der endnu en chance for at tyranisere nogle forsvarsløse mennesker.
    En sådan chance lader Støjberg ikke gå fra sig.
    Slet ikke når hun kan score et par billige points ved endnu engang at appellere til vælgernes indre svinehund.
    Men noget som er endnu mere afskyeligt end Støjbergs løgne og lovbrud, det er at så mange på den yderste højrefløj klapper i deres små buttede hænder over det.

  17. Af Kim Kaos

    -

    Jan kender du udtrykket: “Flogging a dead horse”

    Du forsøger at holde liv i en sag der ikke har sin gang på jorden.

    En stor del af befolkningen har det fint med at hun greb ind og folketingets sammensætning gør, at sagen er død.

    Så gå en tur og nyd det gode vejr.

  18. Af Jarl Cordua

    -

    Indlæg afvises, hvis de indeholder

    Ting, der er sagen uvedkommende,

    Fornærmelser og injurier

    Konspirationsteorier

  19. Af karl nielsen

    -

    -Men man falder på halen for Fake-News Politikens historie om det unge nyforelskede par som den “onde” Inger Støjberg har adskilt – en historie der overhovedet ikke er repræsentativ for flertallet af barnebrude par.

  20. Af jan ulrik friis

    -

    Kun det lille ‘men……befolkningen den danske, står ikke længere bag Venstre, men bag Støjberg!

  21. Af Kim P Olsen

    -

    Jørgen Hansen
    Det er heller ikke det, som er spørgsmålet.
    “Parrene” skulle have været partshørt inden adskillelsen. Det blev de i en række tilfælde ikke.
    Det er deri lovbruddet består.

  22. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    Det er dig, der snakker udenom.

    For selvfølgelig handler sagen om, at vi skal forhindre, at den seksuelle lavalder bliver undergravet af flygtninge og migranter, der kommer fra kulturer, hvor tvangsægteskaber mellem voksne mænd og mindreårige piger – og efterfølgende, systematisk ægteskabsvoldtægt – er lovlige og accepterede.

    Uddrag fra “Hidsig kamp om Erdoğan-støttet lovforslag, der vil legalisere tyrkiske barnebrude” af Sultan Coban, Berlingske 2. November 2016.

    “I juli forsøgte regeringen under samme paragraf 103 at sænke den seksuelle lavalder til 12 år…”

  23. Af Ib Kyv

    -

    Selvfølgelig handler sagen i realiteten om, at vi skal forhindre, at den seksuelle lavalder bliver undergravet af flygtninge og migranter, der kommer fra lande, hvor tvangsægteskaber mellem voksne mænd og mindreårige piger – og efterfølgende, systematisk ægteskabsvoldtægt af den mindreårige barnebrud – er lovlige og accepterede.

  24. Af Jakob S. Rasmussen

    -

    Danmark er begyndt at modtage mange flygtninge og migranter, der kommer fra lande, hvor tvangsægteskaber mellem voksne mænd og mindreårige piger er lovlige og accepterede.

    Hvis vi skal undgå, at det medfører, at den seksuelle lavalder bliver undergravet, og i praksis sat ud af kraft for kvindelige flygtninge og migranter, så er politikerne simpelthen nødt til at gribe ind – alt andet ville være uansvarligt.

  25. Af Niels Peter Lemche

    -

    JAKOB S. RASMUSSEN, naturligvis skal der gribes ind. Men så er der lige et par ting, man skal tage med i betragtning. Børnene, der har været gennem tvangsægteskabet, kan ikke gå tilbage. Det er en væsentlig del af den skæbne, som hjemlandenes forkvaklede kvindesyn har beredt for dem. Nå de er afsat til en mand, så hænger de på ham, indtil han eventuelt dør eller lader sig skille fra hende. Lader man hende alene, har hun ingen markedsværdi blandt sine egne længere. I værste fald bliver hun totalt udstødt af sine egne. Man kan ikke sende hende tilbage til oprindelseslandet, hvor hun i værste fald bliver stenet som en hore, eller må henslæbe sit liv som en udstødt. Der findes ingen programmer dernede, som kan samle hende op.

    Det tror da pokker, hvis en barnebrud under interview bestemt hævder, at det alt sammen er frivilligt, og at hun bare vil blive i forholdet. Støibergs aktioner er store sving med armene, især hvis hun ikke er klar over, at hun tilintetgør småpigernes status blandt deres egne og umuliggør et normalt liv for dem, normalt vel at mærke efter børnebrudenes standard.

    Og så har man bare endnu engang hjulpet de forkerte, eller gjort ofrene en bjørnetjeneste.

    Så summa summarum: Etabler først de institutioner, der skal til til at modtage og hjælpe børnene. Derefter kan man gennemføre forbuddene og skille sådanne par ad.

  26. Af Rap And

    -

    Jacob S Rasmussen jeg tror, at du gør dig unødvendige bekymringer fordi piger under den seksuelle lavaldet altid – både før og efter – Støjberg lovstridige instruks altid er blevet adskilt fra deres ægtefælle eller samlever i henhold til straffelovens paragraf 222. Det er ikke alt Venstrespin man skal sluge råt i denne triste sag.

  27. Af Hr. J Ha nsen

    -

    Helt enig med Hr. E. Diderikse n.
    Han forekommer mig at være en gentleman og god kommentator.
    En hædersmand.
    Som undertegnede.

  28. Af Niels Christensen

    -

    Utroligt så stor opbakning der er til, at en minister kan tilsidesætte lovgivningen, når blot der er en opbakning i befolkningen – og så selvfølgelig de nødvendige 90 mandater !
    For at det ikke skal være løgn, så bakker også pressen – herunder Berlinske – op om om denne holdning.
    Jeg fastholder stadig at lovene skal holdes.
    I den konkrete sag er jeg så – målt ud fra de mange kommentar – stemplet som pædofil og venter snarest politiet ankomst

  29. Af R. Harald Kristiansen

    -

    Der er ingen tvivl om, at Inger Støjberg har brudt den lov hun er sat til at forvalte. Parterne blev ikke hørt. Hun og hendes embedsmænd har skabt så megen ravage omkring børnebrude, at den vigtige diskussion, der burde have været taget i Folketinget om ægteskaber mellem små piger og voksne mænd forstummer i usandheder og bortforklaringer. Manden er 29 år i dag og kvinden er 17 år. De har to børn 3 og 4 år. Det vil sige hun har været 12-13 år da hun blev gravid med en 24-25 årig dengang. Dette byder mig imod. Vi har fået at vide, at dette er helt almindelig skik i Mellemøsten. Mehmet Sami Gürs fromhed kan undre mig. Der er ikke noget fromt ved, at have sex med en 12 årig. Det er pædofili. Nu vil parret lægge sag an. Det er de selvfølgelig i deres fulde ret til. Man kan ikke forestille sig mere tåbelig embedsførelse end Støjbergs. Nu har hun skabt to offre, i stedet for, at vi tog en diskussion om mænd, der gifter sig med børn.

  30. Af Jarl Cordua

    -

    Bemærk: Denne blog handler om evt. overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Ikke om pædofili. Så gider I godt styre jer?

  31. Af Niels Peter Lemche

    -

    Og Jarl Cordua, her rammer du hovedet på sømmet, uanset hvad andre mener. Hvis Støjbjerg har overtrådt ministeransvarlighedsloven, og et flertal i folketinget lader hende slippe fra det, så er det rent lovløse tilstande, som dette flertal fremmer, for hvad bliver så det næste? Så er loven de facto sat ud af kraft.

    Det er vist egentlig ret enkelt.

  32. Af Peter Nielsen

    -

    Det er nærliggende at tro, at folketingets flertal kalkulerer med begrebet bagatelgrænse.

  33. Af Peter Nielsen

    -

    Nå, og synes du så, at Tamilsagen kastede noget godt af sig, Lemche? En mand, der som ung havde sat livet på spil for sit land, blev frataget al ære og værdighed af en hoverende hob, og pseudoflygtninge væltede ind i landet og formåede at binde sagsbehandlerne alt på ærmet. Da DR gik bag om de nytilkommendes historier i en serie, hvor reportere opsøgte deres hjemlande og familier, fik danskerne noget af et chok over at være så meget til grin, og resultatet var, at DR standsede serien. Sagerne blev ikke genoptaget, og den politiske korrekthed åbnede sluserne. Hvem forestiller du dig kan og ikke mindst vil overtage efter Inger Støjberg, der jo er i fare døgnet lang?

  34. Af J Nielsen

    -

    “Hvis Støjbjerg har overtrådt ministeransvarlighedsloven, og et flertal i folketinget lader hende slippe fra det, så er det rent lovløse tilstande, som dette flertal fremmer, for hvad bliver så det næste? Så er loven de facto sat ud af kraft.”

    Det er fuldstændigt rigtigt. En regering der kan forvalte uden hensyntagen til lov og ret vil gøre det. Og Støjberg-sagen vil, hvis ikke den får konsekvenser, give blod på tanden. Smag efter mere.

    Det kan være mijløpolitik, det kan være fiskeripolitik, det kan være asylpolitik. Ressortområdet er for så vidt ligegyldigt.

    I den foreliggende sag flagrer man som en anden tryllekunstner med hænderne og udtaler besværgelser for at aflede opmærksomheden fra det væsentlige: forvaltning i strid med lovgivningen.

  35. Af M. Hansen

    -

    Jeg har stor tillid til, at Støjbjerg arbejder for Danmark, og gør alt for, at beskytte Danmark i hendes udgangspunkt.

    Andre partier og personer synes nærmest i stedet på alle mulige måder, at ville undergrave og underminere staten Danmarks interesser, så bare det, at Støjbjerg udi hendes gerning og virke gør hvad hun kan for, at beskytte Danmark, det skal komme hende tilgode, og der er meget elastik herfra!

  36. Af Niels Peter Lemche

    -

    M. Hansen, hvis hun undergraver landets love, så arbejder hun ikke for Danmark. Er det ikke det, som Jarl Codua egentlig er inde på?

    Konsekvensen ville være, at enhver kunne undskylde selvtægt over for indvandrere med, at han/hun jo arbejder for Danmark. Dit argument holder ikke.

  37. Af Martin Jørgensen

    -

    Det skal retfærdigvis siges om Ninn Hansen at han var inderligt imod den lov som i sidste ende kom til at koste ham dyrt ( udlændinge loven af 1983)
    Men igen en minister skal følge de regler og love som er gældende iflg ministeransvarlighedsloven .

Kommentarer er lukket.